149.000 Kr.
MG TC roadster
MG TC er en af de biler, der for alvor var med til at
definere den britiske sportsvogn efter Anden Verdenskrig. Da MG fabrikken i
Abingdon genoptog bilproduktionen efter 6 krigsår med fremstilling af
kampvogne, pansrede køretøjer og flymotorer havde man naturligt nok ikke en
helt ny bilmodel klar straks ved krigens afslutning. TC modellen der kom kun 5
uger efter den officielle krigsafslutning i 1945 var derfor i store træk
identisk med førkrigsmodellen TB. Konstruktionen byggede videre på
førkrigstidens MG'er, men netop TC-modellen blev den første, som blev
eksporteret i større antal – ikke mindst til USA, hvor den blev starten på
amerikanernes fascination af lette europæiske sportsvogne.
Opskriften var enkel. Lav vægt, en livlig 1250 cc XPAG-motor
på magtfulde 54hk, præcis styring og en køreoplevelse, hvor føreren var en
aktiv del af maskinen. MG TC handler ikke om rå motorkraft, men om køreglæde i
sin mest enkle form.
Den MG TC, vi her udbyder, adskiller sig imidlertid fra de
fleste. Oprindelig leveret som en af de allerførste i Sverige. Chassisnummer TC3114
kan dokumenteres som den svenske racerkører Per-Olov "Picko"
Trobergs første racerbil. I sommeren 1958 købte den unge Picko bilen og
debuterede kort efter i svensk motorsport med netop denne MG. Det blev
begyndelsen på en imponerende karriere, som senere førte ham videre til
international motorsport og gjorde ham til et af de mest kendte navne i svensk
motorsport. Dokumentationen fremgår både af bilens ejerhistorik og det svenske
MG-register.
Bilens historie er usædvanligt veldokumenteret. Siden den
blev leveret i maj 1948, har den haft en lang række kendte svenske ejere, inden
den i 2023 kom til Danmark. Den komplette ejerhistorik følger bilen og giver et
sjældent indblik i mere end 75 års sammenhængende historie, hvoraf én ejede
bilen i hele 60 år!
Bilen fremstår i den klassiske farvekombination British
Racing Green med rødt interiør – præcis som en MG TC skal tage sig ud.
Instrumentering, kaleche og de karakteristiske trådhjul understreger bilens
autentiske udtryk, og helhedsindtrykket er en velholdt og ærlig sportsvogn, som
indbyder til brug frem for blot udstilling.
Der findes mange fine MG TC'er. Men kun én kan dokumenteres
som bilen, hvor Picko Troberg tog de første skridt mod en international
motorsportskarriere. Det gør chassisnummer TC3114 til mere end blot en klassisk
engelsk sportsvogn – den er et lille stykke skandinavisk motorsportshistorie.
Leveres indregistreret på historiske sorte emalje
nummerplader med det for denne bil ganske matchende nummer T3114.