Solgt!

Alfa Romeo GT V6 Coupe

Detaljer
Model V6 Coupe
Årgang 2006
Km-stand 151000 km
Motor 6-cyl.
Gear Manuelt
Farve Grå
Hk 241
DK afgift Ja
Leasing N/A
Udstyr
  • Fartpilot
  • Elruder
  • Metallak
  • Alufælge
  • Sportskabine
  • Læderrat
  • ABS bremser
  • Fuld servicebog
Sælgers beskrivelse

Alfa Romeo GT blev præsenteret i Genève i 2003, som supplement til Alfas dengang nye lineup som bl.a. inkluderede Brera og 159, og Madonna Mia hvor er den dog stadig et utroligt sexet stykke Italiensk kunst på hjul. GT'eren er billigere end en GTA og kønnere end en Brera, og har i toptrim Giuseppe Busso's eget mesterværk af en V6'er under motorhjelmen. Ja, en Alfa GT er sjælden, gudesmuk og super sjælfuld, og er derfor i høj kurs hos vaskeægte Alfisti (Alfa Romeo entusiaster).

Karrossen er designet af Bertone som har nogle af de mest legendariske biler i historien på CV'et, og udmærker sig ved sin klassisk svungne coupé-form, med et twist af praktikalitet fra en hatchback-lignende bagsmæk. I modsætning til andre biler i dens umiddelbare klasse, kan GT'eren derfor bruges i praksis, og til mere end en sportstaske og en kasse vin.

Motoren og drivlinen er et kapitel for sig. Om Giuseppe Busso vidste, at det han designede tilbage i 70'erne, ville komme til at hedde: "Den mest vellydende V6 motor til gadebiler nogensinde" vides ikke, men spørg enhver entusiast og du vil højst sandsynligt få det samme svar. Når du rammer 4.000 omdr./min. og fortsætter rammer man nemlig motorisk nirvana, både hvad angår lyd og effekt. V6'eren rykker nærmest med stød som en VTEC. og med 237 heste til rådighed har vi at gøre med en vaskeægte og potent Gran Tourer. Gearskiftene er præcise, og det ekstra gear i 3,2'eren er et must have, både for køreglæde og økonomi.

Kabinen er sporty og luksuriøs på samme tid. Det kamelfarvede læders tykkelse og kvalitet indikerer at de køer det kommer fra har haft det godt, og sandsynligt kvitterede med et "grazie", da de fandt ud af at deres eftermæle skulle ligge i en ægte Alfa Romeo. Detaljerne er mange og rafinerede, og skulle man en dag få nok af at lave musik fra motoren, sørger et BOSE anlæg for at Pavarotti, Bocelli eller en mere moderne crooner kan levere guf til øregangene.

Denne specifikke Alfa Romeo GT bryster sig bl.a. af Dansk ejerskab fra ny, fuld servicebog, og to gange Dinitrol behandling. Tandrem blev skiftet sammen med vandpumpen for under 5.000. kilometer siden. Derudover er der to nye forlygter på den. Denne Alfa er blevet behandlet ordentligt.

Af skavanker bør nævnes:
• Mindre boblen ved højre skørt for, som bør tilses hvis den skal stå perfekt.
• En skramme på højre bagskærm
• En rift i bilens førersæde

Alt i alt en enestående mulighed for at erhverve sig en solid nyklassiker, med masser af køreglæde og en ordentlig portion Italiensk eleganza.