Da Mercedes Benz i 1971 introducerede 107-serien, var planen, at den skulle erstatte de tidligere SL-modeller og i første omgang Mercedes 280 SL. Ingen havde forudset, at modellen skulle blive en så stor succes og en tidløs klassiker! Først efter 19 år og ca. 300.000 eksemplarer af SL og SLC-modellerne, blev serien udskiftet. Her får du historien om Mercedes Benz SL.
Den legendariske SL-serie
Indtil Mercedes Bens introducerede 107-serien i 1971, bestod SL-serien af den legendariske Mågevinge med modelbetegnelsen 300 SL. Modellen er også kendt som Sølvpilen – og nogle kalder model 190 og efterfølgerne i Pagode-serien 230 SL, 250 SL og 280 SL for den lille Sølvpil. Den nye Mercedes Benz 350 SL med V8 motoren på 200 HK, blev præsenteret i foråret 1971. Modellen var både længere og bredere, tungere med sine 1560 kg og dyrere end forgængeren 280 SL. Samtidig besad modellen heller ikke den tidligere models lethed, men den blev alligevel betegnet som en praktisk og velbygget roadster. Model 350 SL var lavere og fremstod mere massiv, som nogle udtrykte det. Det var ikke længere ”Sport Leicht” sportsvogne, som Mercedes Benz ellers havde været kendt for med den originale 300SL. I stedet havde denne model mere til fælles med de tungere touringbiler.
Mercedes Bens 350 SL
I USA blev 350 SL også leveret i en 450-udgave med en 4,5 liters V8-motor. Denne model fik betegnelsen 350 SL for ikke unødigt at friste europæerne, der først kunne købe 450 SL fra marts måned 1973. Model 350 SL var en helt ny model, der blev leveret som en to-personers roadster. Herudover kunne der leveres en såkaldt hardtop. Den bærende konstruktion var udformet som et platformschassis med lukket centralrør og kasseformede sidevanger og traverser. I forhold til den tidligere model 280 SL var hjørnestolperne ved vindspejlet cirka 50% stærkere, således at rammen omkring vindspejlet kunne virke som styrtbøjle. Herudover havde Mercedes Benz også i høj grad tænkt på sikkerheden ved udformningen af instrumentbordet. Med to personer og bagage var vægtfordelingen nærmest neutral med lige stor vægt på for- og baghjul.
Bag de to sæder var der ekstra bagageplads, og som ekstraudstyr kunne der leveres børnesæder. Tophastigheden blev opgivet til 210 km/t, og de første 100 km/t kunne nås på 8,8 sekunder. Modellen blev også leveret med power-steering og en manuel fire-trins gearkasse. Der kunne dog også vælges en automatgearkasse som ekstraudstyr. Instrumenteringen lod naturligvis ikke noget tilbage at ønske, ligesom sikkerhedsseler også indgik i udstyret. Sidst men ikke mindst var der også velventilerede to-kreds skivebremser med vakuumforstærker på alle fire hjul.
Den ny og moderne 350 SLC
Da den nye Mercedes Benz 350 SLC kom et halvt år efter 350 SL, gik Mercedes fra at levere den store coupeudgave på basis af S-klassen til at basere den på SL-klassen. Den nye SLC afløste således coupeudgaverne af 220 SE, 250 SE og 280 SE. Ændringen resulterede i, at flere anmeldere faktisk betegnede modellen som en 2-dørs saloon eller sedan, da der var plads til 4-5 personer i bilen. Datidens kendte motorjournalist Mogens Damkier skrev om modellen, at “der er mode og lidt snobberi i coupe-modellerne for tiden”.
Den nye 350 SLC var bygget på basis af den 2-personers roadster 350 SL, der dog var forlænget en smule. Sammenlignet med forgængeren 280 SE, var den nye SLC kortere, lavere og smartere. Frontpartiet og kølergrillen var den samme som på 350 SL. Herudover blev V8 motoren på 3,5 liter og 200 HK beholdt. Ingen var i tvivl om, at der her var tale om en luksusbetonet vogn! Fra roadsteren havde modellen overtaget forskellige finesser som for eksempel dørenes tilkobling til varme og ventilationsanlæg. Denne funktion gav afdugning af sideruderne og et behageligt klima i vognen. Det øvrige udstyr var ligeledes omfattende, men Mogens Damkier og andre undrede sig over nogle af valgene – fx at en vogn i denne prisklasse ikke havde to-kreds bremsesystem med begge kredse ført til forhjulene, men kun en opdeling af for- og baghjul. Herudover skulle en nyttig ting som en el-opvarmet bagrude, bestilles som ekstraudstyr
Både med to personer og stor bagage i det 303 liter store bagagerum og med fire personer og let bagage, var der lige stor vægt på for- og baghjul.
Ændringer til det amerikanske marked
Versionen 450 SL/SLC med en 4,5 liters motor startede sin karriere i USA. I 1974 blev USA-modellerne af sikkerhedsmæssige årsager forsynet med kraftigere kofangere. En ændring der i dag er til stor ærgrelse for mange europæere, der har importeret biler fra USA. Herudover har de amerikanske udgaver også dobbelte forlygter i modsætning til den enkelte på de europæiske udgaver. Dertil kommer andre forskelle som for eksempel et speedometer gradueret i henholdsvis miles og kilometer. Forskelle, der kan have stor betydning i en nutidig handelssituation.
Motorjournalist Mogens Damkiers spådom om bilens fremtidige udbredelse på det danske marked lød ved præsentationen i efteråret 1971 således: “nogen større praktisk betydning får denne model absolut ikke på det danske marked, hvor prisen vil komme til at ligge meget tæt ved de 200.000 kroner!”.
Mercedes 280 SL/SLC kommer først i 1974
Den direkte efterfølger til Mercedes 280 SL fra 113-serien med den 6-cylindrede rækkemotor kom først i 1974. Årsagen var, at man indtil da manglede produktionskapacitet til den 6-cylindrede motor, som ellers var reserveret til S-klassen og de mindre limousiner. Da de nye 280 SL/SLC modeller kom på gaden, fik man en bil med overraskende gode køreegenskaber. Begge modeller blev leveret med manuel gearkasse, men den kunne også udskiftes med en automatgearkasse. Først i 1985 blev 280 SL erstattet af 300 SL, mens 280 SLC udgik i 1981.
Motoren i 300 SL på 138 HK var en nyudviklet udgave med 6 cylindre på række. Herudover blev bilen forsynet med flere forbedringer som for eksempel større skiver på bremserne. Den nye model kunne også kendes på den nye frontspoiler med integreret luftindtag. Om fremkomsten af den mindre benzinforbrugende 280 SL/SLC også kan kædes sammen med oliekrisen i starten af 1970’erne, kan være en nærliggende gisning. Med hele 8 kilometer på en liter benzin kunne 280 SL/SLC være svaret på benzinrationeringer og stigende benzinpriser. 350 SL/SLC og 450 SL/SLC kørte nemlig under 7 kilometer på en liter benzin. Den typiske SL-ejer, tænkte dog sjældent på benzinforbruget. Efter krisen kunne Mercedes glæde sig over, at efterspørgslen efter større motorkraft ikke var faldet.
Efterfølgeren 350 SL/SLC i 1980
I 1980 kom den nye 380 SL/SLC. Modellen var en opdateret udgave af den samme 107-serie, som de tidligere versioner. Den nye 380 SL/SLC kunne genkendes på frontspoileren, men modellens vigtigste nyhed var den 3,8 liters V8 motor i letmetal og den fire-trins automatgearkasse. I 1981 fik motoren desuden en overhaling med ændrede cylindermål med henblik på at mindske benzinforbruget og emissionen af udstødningsgasserne. Et par år efter i 1985 kom model 420 SL med en 4,2 liters motor, der dog ikke var nogen sensation i forhold til de øvrige modeller. Udvendigt adskilte 420 SL sig ikke fra 300 SL og 500 SL modellerne, og den blev også leveret med frontspoiler, hardtop og letmetalfælge.
Mercedes Benz 500 SL/SLC
I 1980 blev modellerne 450 SL/SLC også afløst af en bil med en større motor – denne gang på 5 liter. Udvendigt kunne den nye model kendes på front- og hækspoileren. Modellen 560 SL med den større motor på hele 5,6 liter var øremærket til det amerikanske, japanske og australske marked. Her skulle den større motorvolumen kompensere for krafttabet, der opstod på grund af de strenge udledningskrav, som også krævede ekstra udstyr. Med 49.347 solgte eksemplarer kommer model 560 SL ind på en tredjeplads på produktionshitlisten for SL-modellen i 107-serien.
SL-modellerne i Mercedes Benz 107-serien blev produceret i forskellige udgaver med forskellige tekniske specifikationer. Er du interesseret i flere detaljer og specifikationer om en given model, vil vi anbefale dig at fortsætte søgningen online, hvor du med garanti finder endnu mere information.
107-serien i dag
Den første Mercedes Benz SL med modelbetegnelsen 300 SL er i dag forholdsvis sjælden og meget eftertragtet. Man kan dog sagtens finde et eksemplar, men man må være forberedt på at prisen regnes i 7-cifrede tal.
Det samlede salgstal for 300 SL coupe og roadster blev 3.258 styk. Den såkaldte lille Sølvpil med modelbetegnelsen 190 SL findes også rimelig lettilgængelig på markedet. Den blev produceret i et antal af 25.881 i perioden 1955 til 1963. Der er i de senere år kommet en del eksemplarer til Europa fra det sydlige solbeskinnede USA. Prisen for et godt eksemplar ligger normalt ikke under 700.000.
Efterfølgerne til de to første SL-modeller, de såkaldte Pagode-udgaver er lynhurtigt kommet op i en pris, hvor ikke alle kan eller vil være med. Her skal man regne med omkring 400.000 kr for et fornuftigt eksemplar. Pagode-modellerne med modelbetegnelserne 230 SL, 250 SL og 280 SL overskygger efterhånden 190 SL blandt mange entusiaster, der synes at pagoden er betydeligt mere velkørende end 190 SL. Pagoden har også mere motorkraft.
Efterhånden som priserne på de omtalte SL-modeller er steget, har mange entusiaster vendt sig med stor interesse til SL/SLC-modellerne i 107-serien. Som tidligere nævnt virker de tungere og mere ”massive” end Pagoden, men det er yderst velkørende biler af den kendte kvalitet fra Mercedes Benz. Et helt særligt kendetegn er at lade døren glide i og høre/mærke den velkendte lyd af kvalitet. Her er der ikke noget, der smækker eller rasler!
En født klassiker
Motorjournalist Mogens Damkier fik ret i sin spådom om, at 350 SLC – samt de øvrige udgaver af 107-serien – ikke landede på top-10 listen af flest solgte biler gennem årene. Der blev dog solgt flere i Danmark, men de har i de fleste tilfælde, som i øvrigt også resten af den danske bilpark, måttet døje med det danske klima og dermed rustangreb. SL/SLC-modellerne var fødte klassikere, og det har for langt de fleste været biler, der blev passet og plejet og derfor ikke nogle modeller, der blev skrottet. Af denne grund er der heldigvis stadig en del velbevarede eksempler tilbage i dag.
SL/SLC-modellerne fra 107-serien har med en rimelig fornuftig pris for et godt eksemplar fået stor opmærksomhed blandt klassikerentusiasterne. Her får du muligheden for at komme ud at køre i en kvalitetsklassiker for næsten samme pris, som det koster at købe en mindre sportsvogn som for eksempel en MG. Generelt set er de danske bevarede udgaver ofte restaurerede i større eller mindre vellykket grad, men der er dog også originale eksemplarer, som er yderst velholdte. Man kan også være heldig at finde gode eksemplarer i det sydlige Tyskland, og endelig har modellen også været populær i Sverige, hvor man også kan finde gode eksemplarer.
Stor import fra USA
Det behagelige og tørre klima i det sydlige USA har imidlertid været bilerne venligt stemt, og det er da også her, man finder mange velbevarede SL/SLC. Importen fra USA er i dag så stor, at man godt kan tale om, at bilerne nærmest oversvømmer markedet. Mange synes, at der kommer alt for mange Mercedes SL/SLC til landet, og det kan da også konstateres, at der ses betydeligt flere på vejene i dag, end da modellen var ny. Du kan derfor finde modellen i mange forskellige prisklasser – og med eller uden afgiften betalt.
Du bør kunne finde en god SL for et par hundrede tusinde kroner inklusive dansk afgift – SLC modellen koster lidt mindre. Det er dog med disse modeller, som med alle andre klassiske biler: man får, hvad man betaler for. Derfor kan det godt betale sig at alliere sig med en ekspert, inden slutsedlen underskrives. Alt kan i princippet repareres, men der er mange ting, der kan gå i stykker, og det kan blive en dyr affære.
Sublim køreglæde med garanti
Mange entusiaster mener, at de europæiske udgaver af modellen er mere interessante end ”amerikanerne”. Den større interesse afspejler sig også i priserne på de to udgaver. Derfor må svaret på spørgsmålet om, hvorvidt der kommer for mange til landet nok være et ja. Det har dog i det mindste den fordel, at det er med til at holde priserne i ave. Den klassiske bilpark kommer alligevel aldrig til at afspejle bilparkens sammensætning, da de forskellige modeller var nye.
Uanset hvilken model du vælger, kan du være sikker på en sublim køreglæde i en velfungerende SL/SLC fra 107-serien!