Solgt!

Rolls Royce Silver Spirit Mark I

Detaljer
Model Mark I
Årgang 1982
Km-stand 104000 km
Motor N/A
Gear Automat
Farve Blå
Hk N/A
DK afgift Nej
Leasing Velegnet
Sælgers beskrivelse

“More tea, sir?”

Lidt om historien bag:

Vi har nu fornøjelsen af at udbyde denne Mark I Rolls-Royce Silver Spirit. Silver Spirit blev sammen med sin slægtning Silver Spur, bygget til allerhøjeste standard i de bonede haller i Crewe, England tilbage i 80’erne. En Rolls har alle dage været helt i toppen af den motoriske kransekage for mange, og i dag kan man med fordel nyde gavn af ældre modellers mageløse komfort, aristokratiske udtryk i et attraktivt prisleje.

Præcis som dens forgænger og efterfølgere benytter Silver Spirit sig af hydropneumatisk affjedring, som sikrer en nærmest svævende køretur hver gang. Pragtstykket af en motor på 6.75 liter ligger naturligvis også som grundpille i denne Silver Spirit, og leverer en herlig dyb gurglen fra alle 8 cylindre, silkeblød motorgang og masser af overskud til den over to ton tunge brite.

Designet er umiskendeligt Rolls-Royce, og trækker både smilebånd og nakker af led, når folk får øje på The Spirit of Ecstasy som pryder kølerhjelmen. En sjov lille detalje er, at Silver Spirit er den første model hvor kølerfiguren forsvinder ned i grillen, hvis folk har svært ved at nøjes med at kigge med øjnene og griber fat i den.

Om bilen:

Denne specifikke Rolls-Royce Silver Spirit er fra 1982, og har levet det meste af sit liv i England. Nuværende ejer har købt den i Danmark af en af branchen kendt samler. Den står i sin originale Caribbean Blue (farvekode #9500683) i glimrende kontrast til det tykke Biscuit-farvede læder som pryder fladerne i kabinen.

Bilens stand:

Bilen kører godt og er i generelt god stand. Speedometeret er aflæst til 104.000 kilometer. De vitale dele er i orden, og trim er intakt. Der er for nylig foretaget stort service hos Rolls-Royce Danmark (Bernt Hansens Eftf.), hvor der ikke blev sparet på noget. Af udført arbejde kan nævnes:

* Ny benzinpumpe
* Nyt opus tændings kit
* Eftersete og skiftede kontrolventiler
* Nye tændspoler
* Olieskift
* Generel undersøgelse af bilens stand, samt adskillige indkørningsrunder, som blev konstateret yderst positive.

Mekanisk kører bilen godt jf. ovenstående. Mellempotten har dog en mindre utæthed som bør tilses / svejses.

Af kosmetiske skavanker bør nævnes:

* Korrosion i højre skørt bag / højere bagskærm. Pladearbejde nødvendigt.
* Lakskade / slag i motorhjelm venstre øvre hjørne. Reperation nødvendig.
* Manglende / afslidt lak på bilens træflader og paneler. Kan lakeres op, eller nusses op med træolie for at bevare bilens originale patina.
* Rynker i læder. Kan nemt behandles med produkter.
* Afskallet maling på tårne i motorrum.
* Irritation på fælge - venstre bag, højre og venstre for.

Solid Silver Spirit som sætter kryds i alle de rigtige punkter.

Bilen kan mod merpris leveres på danske nummerplader. Afgift estimeres til cirka 30.000 kr.