575.000 Kr.
Maserati 3200 GT coupe
Som Maserati skrev ved præsentationen i 1998: Beauty with performance, power with elegance. Tegnet af Giugiaro/Italdesign og produceret frem til 2002 i et relativt lavt antal, hvoraf blot 2.689 blev leveret med den lækre og bomstærke manuelle 6-trins gearkasse fra Getrag. 3200 GT (som egentlig skulle have heddet Mistral som dens 60’er ophav) var sidste model med Maseratis egenudviklede Bi-turbo motor, her i V8 udgaven som var en videreudvikling fra de oprindelige V6 maskiner. Ferrari havde på det tidspunkt overtaget produktionsansvaret af fabrikken for at højne bygge kvaliteten. Men Ferrari ønskede ikke for meget konkurrence med deres 355 model, derfor blev den officielle ydelse sat til 370 hk. I realiteten havde de fleste motorer op imod 420 hk – det kan mærkes kan vi bekræfte.
3200 GT har et meget smukt og elegant design, herunder med de nu legendariske ”boomerang” formede baglygter. Modellen var iøvrigt den første serieproduktions bil med led teknologi, men det vigtige USA marked kunne ikke godkende dette, hvorfor den efterfølgende 4200 GT model fik almindelige baglygter. Maserati var simpelthen for langt foran i udviklingen til de bagudstræbende amerikanere! Designet er som en klassisk Grand Turismo bil skal være, velegnet til de lange stræk igennem Europa, hvor såvel chauffør som passager forkæles med fartoverskud, luksus og fantastisk komfort, herunder rigeligt bagageplads til den store tur.
Dette eksemplar blev leveret fra ny i Italien og serviceret hos autoriseret Maserati værksted frem til 2013, hvor bilen blev importeret til Holland af en Maserati entusiast. Her er bilen fortsat løbende blevet serviceret af Maserati specialist og har nu stadig kun kørt 78.700 km. Bilen fremstår helt usædvanlig velholdt i karrosseriet – endnu med sin originale lak overalt. Selv kabinen bærer næsten ingen spor af brug, og det er tydeligt at der altid er passet rigtigt godt på den. Al historik er dokumenteret og der følger en stor mængde materiale med bilen.
Bag rattet er det første indtryk at denne bil er hurtig – rigtig hurtig – med et voldsomt træk op igennem det præcise gearskift, og en speedometernål der meget hurtigt bevæger sig opad. Bilen fordrer en rutineret chauffør, der så til gengæld vil få en køreoplevelse udover det sædvanlige. Vejbeliggenheden er suveræn, og undervognen er harmonisk uden at være for sporty. Og læg dertil lyden, selvom den er dæmpet af turbinerne. Det er stærkt vanedannende at foretage overhalinger i denne bil…..
Leveres nysynet og med dansk registreringsafgift, klar til at blive nydt i den kommende sæson.