Da Maserati i marts 1971 præsenterede Tipo AM 117 på Geneve Salonen, var der tale om et kvantespring i såvel teknologi som formgivning. Maseratis første centermotor bil med uafhængig affjedring hele vejen rundt og et gudesmukt karosseri designet af ingen ringere end Giorgetto Giugiaro, med detaljer som tag i rustfrit stål og en cv værdi på 0,30 hvilket på daværende tidspunkt var imponerende. Bestykket med Maseratis egen super lækre 4,7 liters V8 motor i aluminium og med rødder fra racerbilen 450S, bestykket med fire overliggende knastaksler og 4 dobbelte Weber karburatorer. I bedste Maserati tradition blev modellen navngivet efter en vind – i dette tilfælde ”Bora”.
Udover de tekniske lækkerier blev Bora udstyret særdeles luksuriøst med skind i det fineste bløde Connolly læder, justerbart rat og pedaler og en lydisolering fra centermotoren, der gør det muligt at tilbagelægge lange afstande i høj hastighed med masser af komfort – indbegrebet af en ægte Grand Turismo bil!
Oprindeligt blev Bora leveret med en 4,7 liters motor, mens modeller beregnet til det amerikanske marked blev leveret med en neddroslet 4,9 liters motor, der også fra 1976 blev standard på det europæiske marked. I alt blev der blot produceret 289 eksemplarer med 4,7 og 275 eksemplarer med 4,9 liters motor, så der er tale om ganske sjældne biler, man ikke ser hver dag.
Dette eksemplar er nr. 288 og dermed den næst sidste 4,7 der blev produceret. Her er tale om et virkelig time-warp med originalt kun 10.600 km kørt. Bilen fremstår fuldstændig original og uspoleret, hvilket også bekræftes af ”Certificato di Autenticità” udstedt af Maserati Classiche. I forbindelse med certificeringen besøgte vi fabrikken i Modena og blev da lidt stolte, da de lod os forstå, at dette formentlig er den fineste Bora der findes. De ville blot ønske at det var den der indgik i deres samling. En bil er kun original èn gang…..
Bag rattet befinder man sig rigtig godt i de fineste – og naturligvis originale – lædersæder. Kørestillingen er fortræffelig og lyden fra den sublime centermotor, hvor man virkelig kan høre al mekanikken arbejde, er fantastisk. På trods af den relativt høje vægt mærker man tydeligt den fine balance i konstruktionen og bilen er virkelig både kraftfuld og velkørende. Det er en bil der på grund af sin usædvanligt sjældne originalitet vil passe ind i en højkvalitets samling, vi håber blot at den heldige nye ejer også vil køre i den! Med så unik en stand og historie er den yderligere en oplagt investerings kandidat.