445.000 Kr.

BMW E9 3,0 CSi

Detaljer
Model 3,0 CSi
Årgang 1974
Km-stand km
Motor 6-cyl.
Gear Manuelt
Farve Hvid
Hk 200
DK afgift Ja
Leasing
Sælgers beskrivelse

Da BMW med deres ”Neue Klasse” i løbet af tresserne var kommet økonomisk tilbage på sporet, ønskede mærket også at være en stærk spiller i den sportslige luksusklasse. Det lykkedes til fulde med den store E9 coupé. Bygget hos Karmann i Osnabrück og baseret på 2000 CS fra 1965 og tilpasset den større 6-cylindrede M30 rækkemotor, blev BMW 2800 CS præsenteret i 1968. Hurtigt efter kom den større 3.0 CS med karburatorer og 180 HK og i 1971 som 3.0 CSi med 200 HK ved hjælp af øget kompressionsforhold og Bosch D-Jetronic indsprøjtning. Med kun godt 30.000 eksemplarer af samtlige modeller, heraf ca. 8.000 i CSi version , blev E9 serien ikke nogen guldgrube for BMW. Den var dyr at producere, men med sit diskrete, elegante design, luksus og raffinement og sin høje kvalitet, var den imidlertid et vigtigt symbol for BMW.

Som pillarless coupé, dvs. uden B-stolper og med et stort glasareal, er en E9 coupé fra enhver vinkel en særdeles elegant bil. Den lyse og luftige kabine er rummelig og udsynet er fremragende. Gedigne detaljer og kvalitetsmaterialer overalt bidrager til, at man føler sig godt tilpas. Eftertiden har vist, at BMW havde godt styr på kvaliteten. En E9 har ikke rigtig nogen svage komponenter eller konstruktioner. Alt er bygget med høj ydelse og holdbarhed for øje. Tyske ingeniører, når de er bedst. E9 var BMW’s stolthed og kvalitetsmæssigt er den en bil i topklasse.

Dette eksemplar er oprindeligt leveret til Belgien i december 1973 og siden importeret til Danmark i 2015. Bilen har været ejet af samme samvittighedsfulde entusiast siden, og der er løbende blevet investeret ganske meget i bilen for at forbedre den. En komplet motorrenovering der egentlig bare startede med en defekt toppakning endte med et NOS topstykke. Og nu vi er igang kom der en 5-trins gearkasse fra Getrag til, der virkelig gør en forskel ved landevejs- og motorvejskørsel. Nye bremser, lygter og rustfri udstødning er det også blevet til. Og så har den både servostyring og soltag, ret sjældne options på denne model. Den uber lækre kabine har fået nyt læder på sæderne, samt nye måtter og seler. Svært at finde en mere indbydende kabine at opholde sig i, man sidder virkelig godt i de kraftige stole.

Karrosseriet og lak fremtræder stadig rigtig flot, og overraskende nok er der ingen rust de sædvanlige kedelige steder for denne model, nemlig i a-stolpen, inderskærme i motorrum og ved bagruden. Der foreligger certifikat fra BMW der angiver at den hvide Charmonix lakering som bilens originale farve.

Det er en udpræget fornøjelse at sætte sig bag rattet, dreje nøglen og høre den lækre 6 cylindrede rækkemotor gå i gang. Kendt for sin gangkultur og omdrejnings villighed. Men den opgraderede gearkasse og servostyring er det en ren fornøjelse at lade den magtfulde ekvipage fragte en rundt i overlegen stil. Det er en ægte BMW Grand Turismo bil fra øverste hylde, hvor både komfort og køreegenskaber er i en meget høj klasse.