425.000 Kr.
Alfa Romeo Giulia Sprint GT Veloce
Alfa Romeo Giulia Sprint GT Veloce – smag lige på det navn! En bil med sådan et navn må da bare være underskøn. Og speciel. Og det er netop hvad denne model – der i folkemunde blot omtales som en ”Bertone” – er. Da Alfa Romeo lancerede Giulia Sprint GT som afløser for de ældre Giulietta/Giulia baserede modeller i 1963, var bilen teknisk en kraftig og ny udgave af den traditionelle GT Coupe. Men designet var det der gjorde forskellen. Bertone havde et godt øje til det unge talent Giorgetto Giugiaro, der på det tidspunkt aftjente sin værnepligt. Alligevel bad Bertone ham om at lave nogle design skitser til den nye GT, og resultatet blev Giulia Sprint GT.
Modellen er den første Bertone med ‘knækfront’ karrosseri (eller som italienerne kalden den: Scalino), 1600 motor og det oprindelige instrumentbord. Alfa Romeo ønskede at producere en billigere udgave af den kostbare GTA model, i princippet magen til blot med et almindeligt stål karosseri. I forhold til den almindelige GT havde Veloce udgaven mere sportslige bucket sæder, samt en kraftigere motor på hele 110 hk og mere moment. Dette var bl.a. opnået ved at montere større indsugningsventiler, andre knastaksler og portet indsugningsmanifold. Motorvarianten fik typekode 536 (som også anvendes i Duetto). Udefra genkendes bilen på de tre vandrette kromlister i grillen samt det berømte grønne firkløver (il Quadrifoglio Verde) monteret på c-stolpen. I Veloce udgave er Sprint GT modellen yderst sjælden og der findes næppe en håndfuld i Danmark.
Dette eksemplar blev produceret i juni 1967 og leveret i Reggio Emilia i Italien, og kom sidenhen til Belgien. I henhold til ”Certificato Di Origine” blev bilen produceret i den klassiske Alfa farve ”Biancospino” med brunt interiør i skai. Her er tale om en helt original og ægte Veloce, der aldrig er istandsat eller svejset i! Vi har set rigtig mange Bertoner gennem tiderne, dette eksemplar er en tidslomme, som der ganske simpelt ikke findes magen til. En slags reference bil.
Og den kører bare godt – alt virker som det skal og styring, gearskifte samt motorrespons fungerer så fint og afbalanceret, at man virkelig fornemmer, hvilket højt teknisk niveau denne bil var på i midten af tresserne. Bilen henvender sig til den dedikerede entusiast, der vil have noget af det bedste Alfa Romeo kunne præstere i deres måske allerfineste periode. Og så i en stand der næppe findes lige.
Leveres nysynet med danske nummerplader.