Husk at nyde præsentations video nederst på siden
Citroën’s SM var en teknologisk tour de force, og man kan se for sig en flok franske ingeniører iført nylonstrømper, spidse sko og en Gauloises skruet permanent fast i mundvigen: ‘Ah bien! Nu laver vi sgu’ noget verden aldrig har set før. Og det gjorde de. SM er så anderledes, så overlegen, så elegant, så arrogant, så fransk. Ingen – absolut ingen andre biler kunne byde på samme kombination af komfort, ydelse og skarpe køreegenskaber, som den udsøgte SM og ingen anden bil på Geneve Motor Show den marts i 1970, var så bizart radikal.
Siden starten af 60’erne havde Citroën arbejdet på ‘Projekt S’ – en sportslig version af den revolutionerende DS. Den adstadige motor i DS, havde været denne ellers fine bils svaghed siden dens introduktion. Købet af det lukningstruede Maserati i 1968 gav med ét slag Citroën fuld adgang til den italienske motorteknologi, som var nødvendig for at kunne producere en ægte high-class Grand Tourer. Giulio Alfieri hos Maserati fik få måneder til at levere en motor.
Alfieri lavede en lille juvel. Tipo C114 motoren har 4 overliggende, kædetrukne knastaksler. Motorblokken i aluminium er blot 33 centimeter lang! Den er på 2.7 liter og noget så usædvanligt, som en 90 grader V6. Det giver bilen en meget karakteristisk motorlyd i tomgang, der vokser til den så velkendte vrælen ved høje omdrejninger, typisk for italienske fuldblodsmotorer med rødder i racersporten. Dette kompakte kraftværk gav bilen en topfart på 220 km/t, men det der imponerede datiden, var bilens evne til at holde 200 km/t, time efter time, uden at hverken fører eller bil blev det mindste træt.
En forfinet version af den hydropneumatiske affjedring fra DS’en, var en uforlignelig komfort feature. Den var også stærkt medvirkende til en enestående kort bremselængde, som stadig imponerer i dag. Den berømte champignon bremseventil finder man også her som bremsepedal, efter lidt tilvænning er den dog let at dosere. Og med et hurtigt greb kan der skiftes fra lavtgående motorvejsflyvning til maksimal frihøjde, så den hensynsfulde SM ejer kunne forcere en fransk puddel, uden at den trippende mademoiselle i Chanel-spadseredragten overhovedet bemærkede at Fi-Fi lige blev overfløjet af et intergalaktisk rumskib.
Den mest bemærkelsesværdige tekniske nyhed i SM var dog bilens fartafhængige servostyring. Noget helt nyt på det tidspunkt og først nu ved at vinde indpas på moderne biler. Servoen yder stor hjælp ved parkeringsmanøvrer og stor modstand ved høj fart. Styreudslaget med kun 2 omdrejninger på det ovale rat, fra stop til stop, giver knivskarp indstyring i sving. Meget kraftige bremser betjent med en følsom gummibold som gør det ud for bremsepedal, den specielle affjedring, der får bilen til at sætte sig lidt bagover og ikke forover og ‘sneeze and crash’ styringen, gør en omskoling i grundlæggende køreteknik imperativ, inden rumrejsen ‘back to the future’ starter.
De 6 separate forlygter: 2 nærlygter, 2 fjernlygter og 2 kurvelygter, der drejer med forhjulene og ved svingning oplyser vejbanen i stedet for marken overfor, alle gemt bag en plexiglas inddækning, er med til at give bilen et futuristisk udseende. Det overdådige design følges helt til dørs af en ligeså opulent Art Deco inspireret kabine, som man befinder sig rigtig godt i.
Citroën Sport Maserati var en avanceret bil. Og der er ingen grund til at forsøge at bortforklare, at det er den stadig. Det bør dog ikke afholde den lidt mere erfarne klassiker- eller Citroën entusiast fra et nærmere bekendtskab. En SM er langt bedre end sit ufortjente ry, som upålidelig, vanskelig og kompliceret. Den hydropneumatiske affjedring er i virkeligheden ret robust og kendes fra nyere modeller af en enhver Citroën mekaniker. Sammen med en relativt fornuftig reservedelssituation og et stort internationalt forum af SM entusiaster, kan en SM holdes kørende, uden at der kræves sammenfald mellem bilens modelbetegnelse og ejerens seksuelle præferencer. Det vigtige er at få fat på en bil, der ikke har stået stille i mange år, for det kan hydraulikken ikke lide. En SM skal bruges for ikke at gro sammen.
Det er netop sagen med dette eksemplar. Den har tilhørt en pensioneret, tysk advokat med bopæl i Sydtyskland og Danmark. Som hans yndlingsrejsevogn blandt en større klassikersamling, tilbagelagde den jævnligt strækningen München – København, præcis som den blev bygget til: Med høj fart! Hans biler var kendetegnet ved at være mekanisk velholdte, hvorimod lak og finish ikke var det der betød mest. Vi købte bilen sidste år og har nu afsluttet en omfattende restaurering, så bilen igen fremtræder majestætisk som fortjent. Karosseriet har været adskilt og det lidt rust der var er nu udbedret, herefter lakeret i den originale og korrekte Bleu d'Orient Métallisé der matcher kabinen, der er udført i nyt og lækkert sort læder. Mekanik, motor og undervogn er gennemgået, og der er blandt andet monteret en ny rustfri udstødning. Alt arbejde er iøvrigt omfattende fotodokumenteret. Vi leverer denne Air France Business Class anno 1974 nysynet og med dansk afgift, klar til at fornøje og imponere sin næste ejer.