925.000 Kr.
Ferrari 308 gtb
Da Ferrari skulle introducere en afløser for den populære Dino 246, blev det påny Leonardo Fioravanti fra Pininfarina, der var ansvarlig for formgivningen. Han skabte et tidløst smukt design, som indeholdt mange af de så klassiske linjer vi kender fra Ferraris sportsvogne starten af 60’erne. Produktionen blev lagt i hænderne hos de dygtige karetmagere hos Scaglietti. Ved introduktionen i 1975 blev karrosseriet fremstillet i glasfiber, hvilket desværre viste sig ikke at kunne holde til de kræfter og vridninger bilen blev udsat for. Løsningen blev at fremstille karossen i stål istedet for glasfiber, hvilket man så gjorde fra 1977. Motoren var en nyudviklet og tværstillet V8 på 3 liter, som tog sit udspring i den velafprøvede Dino maskine. Cylindervolumenet kunne ikke øges så meget mere, så løsningen blev at tilføje to cylindre mere. Motoren er en juvel og en perle af teknikaliteter som kun de italienske motorkunstnere mestre til fulde. Med 4 overliggende knastaksler, 4 dobbelte Weber karburatorer, tørsumpsmøring, overkvadratiske stempler og det hele naturligvis fremstillet i aluminium, blev resultatet ikke overraskende en lækker og brølende Ferrari motor. De tidlige europæiske versioner præsterede 255 hk, mens de efterfølgende varianter blev mere og mere deregulerede afhængigt af salgs markedet. Tørsumpsmøring forsvandt også og man gik over til traditionel smøring.
Modellen blev en stor succes for Ferrari og blev produceret helt frem til 1985. Det er dog de tidlige modeller med deres enkle karosseri og fulde motoreffekt, der i dag er de mest eftertragtede blandt kendere.
Dette eksemplar er netop en af de tidlige Europæiske karburator versioner med tørsumpsmøring. I helt usædvanlig flot og korrekt original stand. Oprindeligt leveret i juni 1978 i Schweiz og med hele 10 servicekvitteringer frem til 1998 ved 39.766 km. Herefter kommer bilen til Danmark i 2021. I 2022 ved 47.491 km udføres stort service med tandremsskift, og bilen har nu kun kørt yderst beskedne 48.373 km. Bortset fra en ridse reparation på en skærm fremstår bilen i sin originale lak, og kabinen med de smukke lædersæder er også helt originale. I det hele taget fremstår bilen som smuk og velbevaret, i en stand som kun ses ganske sjældent.
Der er noget helt specielt ved at sætte sig ind i en klassisk Ferrari. Man sidder lavt – og godt – i de fine lædersæder med udsyn til den klassiske åbne skiftekulisse og de smukke Veglia instrumenter. Bilen kører fremragende med en ganske direkte styring, en fin balance samt en underskøn indsugningslyd fra karburatorerne.
Bilen leveres nysynet med alt dens originale udstyr, herunder komplet værktøjssæt (der koster en formue i dag) og originalt reservehjul. Og bemærk venligst at prisen er inklusive dansk afgift. Kald den en fremtidig klassiker, en nutidig klassiker eller bare en super-model. Det hele passer. Og med sikkerhed en god investering ligeså, for originale Europæiske Ferrari’er med så lavt kilometertal er i høj kurs.