*Bemærk skarp vinterpris*
Det er nærmest umuligt at tænke på Amerikansk bilhistorie, uden at en Mustang dukker op. Det er der en god grund til, for Mustangen er en af de mest elskede biler fra Guds Eget Land, og den galoperende hingst er da også en, af de længst kørende modelserier overhovedet. Ideen bag Ford Mustang var, at folket skulle have adgang til en sporty ”mindre” bil, og i Amerika betød det bl.a. enkeltsæder, gulvmonteret gearvælger, relativt lav vægt, og mindre dimensioner end de andre full-size flydere, man var blevet vant til. Designteamet kom rigtig godt i mål, og definitionen Pony Car så dagens lys. Den vi præsenterer her, er opgraderet med diverse GT-godter, og står kanonflot i sin Vintage Burgundy Metallic lakering.
Mustangen er den eftertragtede GT-udgave, som har en del forskellige kendetegn. Dette indebærer små detaljer som GT-logoer, tågelygter monteret i grillen, ”disc-brake” engraveret i bremsepedalen, og striber ned langs siden. Mekanisk fik den udover en opgraderet 4-ports karburator, en 16:1 udveksling, som gav hurtigere skift, samt heavy duty affjedring.
Til en ægte Mustang hører selvfølgelig en ægte støbejernsblok med 8 propper, nærmere betegnet en 289 kubiktommers V8. I europæiske termer oversættes det til en 4, 7 liters der er god for 225 hestekræfter i GT-udgaven, og masser af moment. 289’eren er en bundsolid motor, som udover at levere et herligt lydspor, også kan bide fra sig under acceleration. Førnævnte lydspor nydes i øvrigt ekstra meget med kalechen nede.
Mustangen er renoveret af en ekspert her i Danmark, er mekanisk solid, og har de rigtige optioner og farvevalg, som understreger netop de sporty linjer, som Lee Iacoccas designteam ville have frem, da de tegnede den i 60’erne. En vaskeægte American Dream på Dansk jord, der er klar til at få ny ejer. Velkommen i bilhandlen hos Classic Car House.