Solgt!
Mercedes Benz 200 300 (W123) 200
Vi byder velkommen til endnu en formidabel klassiker, nemlig denne utroligt velholdte Mercedes-Benz 200 fra 1982. Mercedes W123 er betegnelsen for Mercedes-Benz’ mest succesfulde model igennem årene, og dækker over motorvarianterne 200 - 280, og over karosserityperne sedan, coupé (CE) og stationcar (TE). 123’eren er i alment kendt som værende den sidste Mercedes, eller bil generelt, som de bygget efter den gamle kunsts regler om at kunne holde for evigt, såfremt den bliver passet ordentligt på. Disse velbyggede, nydelige maskiner ses stadig på vejen i dag på trods af over 40 år på bagen, og det skyldes netop ovenstående princip om byggekvalitet. Den dag i dag kan man se 200- og 300D’ere med over 1 million kilometer på klokken, som stadig kører upåklageligt.
Hver gang vi ser en 123’er i gadebilledet trækkes der på smilebåndet, også selvom de fleste har den patina der må forventes, som rustne skærme og solide brugsspor. Det er dog sjældent at vi har stødt på en der er så fin som denne, og det gør om noget endnu mere for en sand entusiast! Bilen er en Serie 3, dvs. med den sidste udrulning af forbedringer som var efterspurgt af Benz’ kvalitetsbevidste kunder. Her snakker vi servostyring, optimerede sæder for mere benplads, reduceret vindstøj og redesignede kabine elementer. Den er importeret fra Nordsverige for få år siden, i en region hvor der ikke saltes, hvor bilen har levet et langt og sundt liv. Den har altid stået i garage.
Den blå MB Tex kabine på denne Mercedes 200 er et kapitel for sig, og bærer præg af vanvittig skånsomt brug og vedligeholdelse med de helt rigtige plejemidler. Der er ikke en finger at sætte på det blå Tex stof, og vinylsiderne er ligeledes fri for ridser og huller. Himlen hænger som den skal, og alle måtter og tæpper har fået ekstra beskyttelse med ovenliggende gummimåtter igennem bilens levetid. Bagsædet er knap nok brugt kan man tydeligt se. Vi har konstateret to mindre revner i instrumentbordet (afbilledet med gul cirkel under alle billeder), som typisk sker pga. solbelysning. Derudover er der en lille revne i gearmancheten.
Bilens karosseri er ligeledes super flot vedligeholdt, og står i Labrador Blau som komplimenterer interiøret til største UG. Lakken er for nyligt blevet nanobehandlet for yderligere slidstyrke. Al krom står pænt, og gummilister og komponenter står pæne og sorte. Døre og samlinger er lige, og glas intakt. Markeret med gul cirkel under “alle billeder” ses to små buler i førerdør, som er til at trække ud. Skærmene er alle sunde. Dog findes en lille fejl med begynde korrosion på venstre forskærm. Alle lygter for og bag er intakte og funktionelle. På bilen er monteret et synsfrit anhængertræk.
Den knap 100-hestes 2.0 motor spinder lystigt, og gearkassen er synkroniseret og glider som den skal igennem alle 4 trin. Der er ingen støj fra bagtøj eller lignende.
I fin harmoni med overlegen byggekvalitet og ægte tysk mekanik, er 123-serien ældet med største ynde. Det er ikke svært at forestille sig hvor positivt denne karakteristiske vogn bygget efter gedigent håndværk, vil fortsætte med at udvikle sig i en moderne bilverden med der synes mere og mere sjælløs, og hvor biler er lutter transportmidler bygget af plastik og genbrugte sodavandsdåser. Alt i alt er denne Mercedes 200 uden tvivl den bedste W123-serie på markedet pt. til under 100.000 kr.
Se 115 detaljerede billeder af denne Mercedes på www.ricketts.dk.